Om ejendommen

Fredericiagade 16 opførtes i året 1854 med kælder samt fire etager for kgl. køkkenrevisor Hans Fr. Funck og i størstedelen af 1900-tallet fungeret som erhvervsejendom.

I 2015 blev ejendommen ombygget og består i dag af 10 større ejerlejligheder.

 

 

I følge hjemmesiden www.indenforvoldene.dk har ejendommen haft en række kendte beboere, som følger:

Professor i Lovkyndighed, retsfilosoffen F. C. Bornemann (1810-1861), var blandt ejendommens beboere i årene 1856-1858.

Han var cand.jur. fra 1833 og blev ansat som voluntør i kancelliet (centraladministrationen), hvorefter han med den senere biskop Hans Martensen (1808-1884) drog ud på studierejse.

I 1839 blev Bornemann lektor ved det juridiske fakultet, hvor han påbegyndte sine filosofiske behandlinger af retsvidenskaben, der først og fremmest omhandlede strafferetten og arveretten, hvoraf størstedelen først blev udgivet efter hans død. Fra 1840 var han ekstraordinær professor og fra 1844 ordinær professor samt ad flere omgange universitetets rektor. I 1857 udnævntes han til etatsråd.

F. C. Bornemann var søn af den ligeledes retslærde M. H. Bornemann (1776-1840) og dermed bror til teologiprofessoren J. A. Bornemann (1813-1890).

 

Fredericiagade 16 var fra 1856 til 1890 bopæl for revydirektøren, visedigteren, forfatteren, redaktøren Erik Bøgh (1822-1899). 

Han var oprindelig uddannet lærer, men virkede en tid i Sverige som portrættegner og skuespiller. Senere kom han til Norge og skabte den første revy i 1848. I 1849 vendte Erik Bøgh tilbage til Danmark og opførte samme år Danmarks første revy – nytårsrevyen på Casino i Toldbodgade – hvor han fra 1855 til 1860 var tilknyttet som kunstnerisk leder.

Denne stilling bestred han med stor dygtighed og energi samtidig med, at han var en meget produktiv og elsket vise- og skuespilforfatter samt oversætter af teaterstykker, der altid henvendte sig til det brede borgerskab.

Erik Bøgh var det københavnske teaters ledende kraft og som censor ved Det Kongelige Teater og fra 1881 til sin død i 1899 kæmpede han mod den fremherskende moderne digtning. Fra 1860 til 1877 redigerede han den populære og letbenede Folkets Avis, som han skaffede et i Danmark hidtil ukendt abonnentantal.

Fra 1877 indtrådte han i redaktionen af Ferslews Dagens Nyheder, hvorfra han trak sig tilbage efter sit 25-års jubilæum som journalist i 1885. I aviserne skrev han mange føljetoner, der sammen med bl.a. viserne blev udgivet i bogform.

 

Kammerherre G. J. Quaade (1813-1889) var fra 1858-1860 at tælle blandt ejendommens beboere. Han var desuden chef for Udenrigsministeriets 2. departement.